Villa HM
Aalborg, Hasseris 2026
Tilbygning
Tilbygningen er udformet med en klar ambition om at underordne sig den eksisterende villa og samtidig tilføre nye rumlige kvaliteter til hverdagslivet. Den oprindelige bygning står som det bærende arkitektoniske omdrejningspunkt, mens tilbygningen træder frem som et roligt og respektfuldt supplement.
Projektet tager afsæt i villaens oprindelse fra 1920 og den klassiske Bedre Byggeskik-tradition, hvor proportioner, materialer og detaljering er afgørende for helhedsoplevelsen. Tilbygningen viderefører disse principper i et nutidigt sprog, hvor det moderne greb ligger i forenklingen og præcisionen snarere end i kontrasten.
Indvendigt samles husets fælles funktioner i ét fleksibelt opholdsrum med høj loftshøjde, generøst dagslys og en klar visuel forbindelse til haven. Materialerne er holdt i naturlige og taktile produkter, hvor eksisterende tegl og bygningsdele danner afsæt for den videre bearbejdning, og nye overflader viderefører husets stoflighed og ro.
Samlet fremstår tilbygningen som et moderne lag, der styrker helheden uden at tage opmærksomheden fra det eksisterende hus.