Villa SH62
Hammer Bakker 2025
Moderne landsted i Hammer Bakker
Midt i Hammer Bakkers kuperede landskab ligger villaen som et langstrakt længehus, orienteret mod syd og den store sø på grunden. Huset er placeret, så landskabet bliver en aktiv del af arkitekturen og opleves gennem lange kig, dagslys og tætte forbindelser mellem inde og ude.
En mindre vinkel på huset er med til at organisere grunden og skabe en tydelig overgang mellem ankomst, gårdsplads og den mere private have. På den måde opdeles uderummene naturligt, uden at huset mister sin enkle og samlede karakter.
Boligen organiseres omkring et centralt køkken- og opholdsrum med loft til kip, mens de øvrige funktioner fordeles langs længehuset. Drivhus, keramikværksted, træningsrum og hjemmekontor indgår som en integreret del af hverdagen og understøtter ønsket om et hjem med plads til både familieliv, arbejde og fordybelse.
Materialerne er holdt enkle og naturlige med træ som et gennemgående element. Huset opføres uden beton og med fokus på løsninger, der kan skilles ad og genanvendes. Regnvandsopsamling og jordvarme integreres som en naturlig del af projektet.
Arkitekturen er tænkt som en rolig ramme omkring livet på stedet – med søen, skoven og det åbne landskab som det bærende udgangspunkt.